Derfor bliver jeg aldrig politiker

Siden jeg var lille har fået at vide, at jeg en dag ville blive politiker. Både af venner, familie og lærere i folkeskolen og gymansiet. Jeg har heller aldrig været afvisende over for tanken. Før nu. Jeg bliver nok aldrig politiker selvom både mulighederne og tilbuddene har været der. Sandheden er, at jeg først og fremmest forbinder valget med at blive politiker med et tab af en stor del integritet. Ja, vidst er det et valg man selv træffer, men hvis spillereglerne dikterer anderledes, kræver det et ekstremt mod at sætte sig op imod de magter. Et mod, som jeg finder ufatteligt fraværende blandt mange af vores politikere.

Et godt eksempel er de mange ungdomspolitikere, som er trådt ind i ungdomspolitikken med en række værdier, visioner og ideologier, men som langsomt er blevet udvandet med tiden. Undtagelserne findes i form af f.eks. Rasmus Brygger, Peter Hummelgaard Thomsen m.fl., som foreløbigt har stået forbilledligt fast på deres ideologisk ophav uagtet, hvor enig eller uenig man måtte være med dem. Historisk har politik som fag været særdeles hæderskronet, men vi lever i en tid, hvor de mennesker, som enten er de dygtigste, skarpeste eller har mest på hjerte vælger at tage andre karriereveje, da politik og spillet omkring simpelthen virker utiltrækkende og stærkt demotiverende. Politik er ikke længere et mål i sig selv, men snarere muligheden for at fremme egen karriere, bedst illustreret ved Karen Hækkerups skift fra justitsminister til cheflobbyist for landbrugssektoren.

Derudover har de politiske partier aldrig nogensinde lignet hinanden så meget, som de gør i øjeblikket. Det er svært at spotte de ideologiske forskelle partierne imellem og der er rigtig langt imellem de politikere, som har evnen til at ’tænde’ danskerne med drømme for vores land. Jeg tror, at danskerne er såre trætte af perfide personsager, dobbeltmoral, hykleri og læg dertil kommentatorer som flere gange dagligt skal fortælle os, hvad politikkerne i virkeligheden prøver at sige til os. Afstanden imellem politikkerne og befolkningen har sjældent været større og det er en katastrofe for vores demokrati.

Jeg er ikke blind overfor, at det er en præmis i folkestyret, at man indgår kompromiser og samarbejder på kryds og tværs af de politiske forskelle. Jeg savner blot politikere, som tør tale til hele befolkningen og som kan inspirere os til samles om nye ideer og fælles visioner for vores velfærdssamfund – i stedet for at skabe splid og mistillid. Den slags folkevalgte vil inspirere flere til at søge ind i politik.

(Ovenstående indlæg blev bragt i dagbladet Politiken d. 27. december 2014)

>