Kære Danmark. Jeg er træt.

Kære Danmark

Jeg er træt. Virkelig træt. Træt af, at vi dagligt og kontinuerligt skal diskutere muslimer og deres sædvaner. Jeg er træt af, at et lille bitte mindretal på 1-2 % ekstremister ud af en minoritet på 230.000 hårdtarbejdende danske muslimer får lov til at danne udgangspunktet for den skingre debat gang på gang.

Jeg er træt af, at jeg i mit eget land, Danmark, som bryster sig af frisind, beskyttelse af minoriteterne og religionsfrihed ikke kan praktisere min tro i fred og ro uden at blive stigmatiseret og konstant føle mig under angreb.

Jeg er så træt af at føle mig fremmed i mit eget land og træt af, at uanset hvor i verden jeg befinder mig, London, Sao Paulo eller Berlin, så føler jeg mig hjemme, budt velkommen og respekteret for det menneske, som jeg er. Indtil jeg går igennem ankomsthallen i Kastrup og ser de danske avisforsider, nyhedsudsendelser og politikere.

Jeg er træt af at blive kaldt andengenerationsindvandre, ung med anden etnisk baggrund og nydansker. Jeg er træt af al snakken om integration.

Efter en sommer med fokus på halalkød, omskæring, børnehaver og islamister skulle man tro, at vi foreløbige var blevet mættet med historier om muslimerne og deres sædvaner. I så fald, så kunne man tro om igen. Bare de seneste to uger er vi gået fuldkommen undersøgelsesamok. Først viste en undersøgelse at op mod halvdelen af danskerne ikke ønsker, at deres datter eller søn gifter sig med en Muhammad eller Aisha. Allerede ugen efter viste en ny undersøgelse at 1/3 del af danskerne gerne ser et forbud mod tørklædet i det offentlige rum. Hvad fanden sker der Danmark? Hvor er mit Danmark blevet af? Hvor er det Danmark henne, som brystede sig af tolerance, frisind og et lille paradis for minoriteter?

Siden hvornår er mit Danmark blevet så intolerant, at det ikke længere kan overskue at se en kvinde bære et stof på 80 gram rundt om hovedet? Hvor i alverden er politikerne og feministerne i den her debat? Førstnævnte, som normalt ikke holder sig tilbage for at vise støtte og opbakning og sidstnævnte, som altid har kæmpet for kvinders ret til at bære og agerer lige som de ønsker. Men tolerancen går åbenbart kun så langt som til at smide tøjet, men gud forbyde, at man skulle gøre det modsatte. Tørklædedebatten er et fremragende eksempel på, hvordan landets feminister i stor udstrækning har svigtet deres muslimske medsøstre i deres ret til at vælge tørklædet til. Man skulle tro, at kvindekampen gik længere end ligeløn, legoklodser og direktørposter.

Det er også på tide at tage et kig indad. Det er på tide, at det muslimske miljø herhjemme samler modet til at tage nogle grundlæggende opgør. Selvom det er berettiget og forståligt, at man nu i 20 år har været i en konstant forsvarsposition, så er det på tide, at man træder ud af busken, selv sætter dagsordenen og smider offermentaliteten.

Det er på tide, at man samler modet til at påtale og italesætte det hykleri og den dobbeltmoral, som eksisterer i visse kredse og det er på tide, at man italesætter, at man har nogle pligter, som følger med rettighederne, da man skrev under med kongeriget Danmark. Vi er danskere og vi er muslimer på en og samme tid og de to ting går perfekt hånd i hånd. Hvis man påstår andet, så hører man til i en af de to ydrefløje, nemlig salafisterne og nynazisterne, som begge sjovt nok er fuldkommen enige om, at Vesten og Islam er i krig med hinanden.

Jeg er så træt, at jeg længe har overvejet at pakke kufferten og søge nye græsgange. Men ved I hvad? Måske er jeg træt, ja grænsende til deprimeret over, hvordan debatten herhjemme foregår, men ikke desto mindre er Danmark stadig mit land og jeg flytter mig ingen steder. Jeg bliver gerne her og tager kampen, men det er ikke alle, som orker at hører på den evindelige debat dag ud og dag ind. Faktisk viser tallene at flere og flere unge fra Tyrkiet og andre lande i området efter endt uddannelse vælger at flytte ned til forældrenes oprindelsesland, hvor man føler sig budt velkommen.

Kære Danmark. Hvornår vil du forstå, at jeg så gerne vil dig det godt. Hvornår vil du forstå at jeg er en af dine og at du er i mit hjerte. Hvornår vil du forstå, at vi sammen kan gøre det her samfund perfekt? Jeg håber så inderligt, at du kommer til fornuft og jeg håber, at du genfinder den respekt, tolerance og åbenhed, som du i din tid blev bygget på.

(Ovenstående indlæg er bragt på min Facebook d. 28. oktober 2013)

  • Julie says:

    Kære Tarek
    Jeg er selv uendelig træt af at høre om muslimer hele tiden. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg nærmest bliver lettet hver gang, jeg slår op i en avis og der ikke er muslimer på dagsordnen. Avisernes hungren efter sensationsnyheder skaber mere splittelse i befolkningen end reel oplysning. Hvorfor er det at 4 % af befolkningen skal fylde så uendeligt meget i medierne og hvorfor er det de konsekvent vælger at interviewe de mest ekstremistiske muslimer i stedet for nogen mere moderate? Jeg ville ønske, at medierne ville være mere ansvarlige i deres valg af historier i stedet for at skrive nyheder der appellere til danskernes frygt. Alle positive historier om muslimers bidrag til samfundet bliver skåret væk til fordel for historier om muslimer på kontanthjælp. Det er en trist udvikling. Hvor ville jeg dog ønske at medier, politikere, præster, imaner og forældre til kristne og muslimske børn sammen ville løfte ansvaret og lære befolkningen at være tolerante overfor hinanden og se på forskellene med nysgerrighed og interesse i stedet for frygt og fordomme. Jeg tror især at man med bedre opdragelse af børnene ville nå rigtig langt. Jeg håber, at vi når det engang. Til trods for at Koranen og historien ikke ligefrem fremstiller islam som fredens religion, så er jeg glad for, at du bliver ved med at holde fast i den side af islam. Jeg må indrømme, at man som dansker føler en vis udelukkelse, når muslimer anser hinanden som søstre og brødre og vi andre blot er mennesker, fordi vi ikke er opdraget i samme religion, men det er vel bedre end at blive kaldt vantro. Vi er jo alle født som mennesker og det eneste der afgør vores religion er den tro vores forældre har opdraget os efter.

    Tak for dit utrættelige arbejde.

    Mange hilsner Julie

  • Tarek Ziad Hussein says:

    Kære Julie

    Tusind tak for din besked og kommentar. Jeg tror desværre, at det altid vil være medierne natur at søge sensationerne, hvorfor det er så vigtigt, at vi som civilsamfund viser de rigtige sider i stedet for.

    Tak for din kommentar!
    Kærlig hilsen, Tarek

  • >