Der foregår i øjeblikket en kamp på ord, hvad end det er i de politiske kredse, i avisernes spalter eller på de sociale medier. En kamp om, hvordan vores velfærdssamfund skal tage form, vores syn på nydanskere, integration og Islam. En kamp, som man enten kan tage del i eller overlade til ekstremerne på begge fløje. Forneden følger nogle af mine mest grundlæggende refleksioner.


Den danske debat er i en liga for sig selv. Vi har en lang og fantastisk tradition for en fri offentlige debat, hvor enhver kan komme til ord og gå i direkte dialog med magthaverne og det har kun udviklet sig til det bedre med fremkomsten af de sociale medier. Men desværre bærer visse debatter til tider præg af, at man går i ring igen og igen uden nogen sinde at nærme sig en løsning. Ikke fordi, at enhver debat eller diskussion skal være løsningsorienteret, men når dagen er omme, så må den gerne lede hen til, hvordan vi kommer videre som samfund.


Det danske uddannelsessystem ligger mig meget på hjertet. Måske fordi jeg har været og fortsat er en del af det og fordi det er så grundlæggende en del af enhver danskers almene dannelse. Jeg har været vidne til alt for mange unge, som kom fra ressourcesvage vilkår og hvis fremtid grundlæggende blev forudbestemt, da de i 4, 5 eller 8. Klasse ikke fik den nødvendige hjælp og forlod folkeskolen uden at kunne læse og regne. Resten af deres liv blev defineret ud fra den periode i deres liv og derfor har vi alle en grundlæggende opgave i at støtte lige såvel som stille krav og forventninger til disse unge, så de kan bryde den negative sociale arv og løfte sig selv til det næste skridt.


Det danske foreningsliv er noget af det mest unikke ved Danmark. Så unikt, at det faktisk er tæt på umuligt at finde noget der ligner i resten af verden og så unikt, at man faktisk ikke kan oversætte ”forening” til engelsk, tysk eller fransk. Vi har en lang tradition for at kunne samles i alverdens foreninger og dyrke de interesser vi måtte have i fred og fordragelighed. Samtidig er det også et fantastisk middel til at blive opdraget i den demokratiske proces, debattere, skændes og blive uenige for derefter at forlade mødelokalet og fortsætte som venner. Foreningslivet rummer mange muligheder og er af samme grund noget, som vi skal værne om.


At være dansk og muslim på en og samme tid er en af mine vigtigste kampe. Det lyder måske som en kliche og de fleste muslimer lever da også i Danmark i forholdsvis fred og fordragelighed. Men fra en side bankes de konstant i hovedet og får at vide, at de ikke er danske og at deres religion er uforenelig med de danske værdier mens de internt har sekter og grupperinger, som siger det samme. Samtidig har den hjemmelige debat manglet stemmer, som kunne stille sig i midten, da et stort flertal af unge muslimer aldrig har følt sig repræsenteret af de efterhånden gamle og slidte stemmer i debatten. Vi mangler unge, som har modet til at stå fast på deres tro og religiøse praksis samtidig med, at de ikke fremmedgøre sig selv overfor det Danmark, som de samtidig er en del af. Unge, som er praktiserende muslimer og dansker på én og samme tid – og som ikke føler et behov for at gå på kompromis med nogen af delene.

“Islam skal reformeres, moderniseres, revolutioneres og så videre. Ja tankerne om, hvad der skal ske med Islam har og er fortsat mange. Jeg mener hverken, at Islam skal gennemgå nogen reformation eller revolution. Vi skal ”bare” tilbage til fundamentet. Muslimer i dag er efterhånden kommet så langt væk fra inderkernen af vores egen tro, at den ikke længere ligger i tråd med den Islam, som vores hellige og velsignede Profet Muhammad (Fred og velsignelser være med Ham) prædikede. Åndeligheden og spiritualiteten er skubbet fuldkommen i baggrunden mens andre har stirret sig blinde på et kalifat, som åbenbart vil løse alle vores problemer og lige pludselig få alle muslimer til at praktisere og følge essensen af deres tro. Som om, at vores forhold til Gud afhænger af den statsform, som vi lever under. For at kunne gennemgå denne rejse og vende tilbage til kernen af Islam, så skal vi atter respektere den 1500 år lange tradition for islamisk retsvidenskab, kildekritik, jura og de lærde, som udviste lige præcis det intellektuelle overskud, som i dag er en mangelvare i en tid, hvor enhver kan Google sig frem til koran og hadith-citater, som udlægges efter interesse på de sociale medier. Respekten skal i fokus og lige så vel, som at man tager en uddannelse for at kunne udtale sig om medicin, jura eller IT, så skal det samme gøres gældende for de autoriteter, som udtaler sig om teologiske elementer af Islam.

>